Bang & Olufsen skal lave superlyd til HP-computere

Skrevet af admin

24/03/2015

Mest læste i dag

Bang & Olufsen har været igennem en hård periode, men tirsdag havde Struer-virksomheden en god nyhed til sine aktionærer.

Selskabet har indgået et samarbejde med Hewlett-Packard (HP), der producerer computere.

Det indbefatter, at Bang & Olufsen med sin årelange erfaring indenfor højttalerteknologi skal stå for opgaven med at optimere lyden i HP-computerne fremover.

- Vores opgave har været at få de bedste lydoplevelser ud af HP's produkter.

- Vi ved, at der er mange, der kan lide at lytte til musik direkte fra deres pc eller laptop, og det er det, vi har arbejdet med HP om at opnå den seneste tid, siger direktøren for B&O Play, Henrik Taudorf Lorensen, til Ritzau Finans.

Hewlett-Packard har også store forventninger til samarbejdet med danskerne.

- Med deres passion og ekspertise er vi begejstrede for at arbejde sammen med Bang & Olufsen om at skabe ekstraordinære lydoplevelser for kunden.

Allerede i dette forår vil det være muligt at opleve resultatet af samarbejdet, som blev modtaget særdeles positivt på fondsbørsen.

Her var B&O-aktien en halv time før lukketid oppe i kurs 53, hvilket var godt ni procent højere end dagen før.

Den sluttede i kurs 52, svarende til en stigning på mere end syv procent.

Det betyder, at selskabets markedsværdi i løbet af dagen er øget med godt 150 millioner kroner.

Og det forstår Sydbanks aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen til dels godt.

- For det første får B&O en god branding gennem HP. Det giver dem en god markedsføringsplatform, siger senioranalytikeren.

- For det andet vil B&O appellere bredere, end man eksempelvis gør via samarbejdet med Audi, hvor det virkelig er luksussegmentet, man rammer, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Han minder dog om, at Bang og Olufsen fortsat står over for store udfordringer.

Selskabet kom ud af første halvår i indeværende regnskabsår med et underskud på 224 millioner kroner før skat. Omsætningen faldt i samme periode med otte procent.

Resultatet blev blandt andet påvirket af, at der var store problemer med at levere det nye 55 tommers tv, som desuden er blevet langt dyrere at producere end forventet.

/ritzau/