Bankchef om protester: Urimeligt at give os skylden

Skrevet af admin

18/03/2015

Mest læste i dag

Det er ikke rimeligt at give Den Europæiske Centralbank (ECB) hovedskylden for de upopulære nedskæringer i Europa, siger centralbankchef Mario Draghi, mens demonstranter er i voldelige bataljer med kampklædt tysk politi i gaderne i Frankfurt.

- Som en EU-institution, der har spillet en vigtig rolle gennem hele krisen, er ECB et fokus for dem, der er frustreret over situationen, siger Draghi ved åbningen af bankens nye dobbelttårnede hovedkvarter i den østlige del af byen.

- Det er ikke en rimelig anklage. Vores handlinger har netop gået på at indkapsle de chok, som økonomien har lidt under. Men som centralbank for hele euroområdet er vi nødt til at lytte meget nøje til, hvad vores borgere siger, tilføjer Draghi.

Italieneren, der har stået i spidsen for ECB siden 2011, talte under den officielle åbning af den spektakulære 185 meter høje bygning, der har kostet 1,3 milliarder euro (9,75 milliarder kroner) at opføre. De ansatte rykkede ind allerede i slutningen af sidste år.

Udenfor, bag en sikkerhedszone skærmet med hegn og pigtråd, bølgede tusindvis af demonstranter frem og tilbage i voldelige gadekampe med politiet, mens de satte ild til biler, kastede med sten og knuste vinduer, forud for en kæmpemæssig demonstration i centrum af Frankfurt senere onsdag eftermiddag.

Draghi erkender i sin tale til omkring 100 særligt inviterede gæster, at folk gennemlever meget vanskelige tider, og han henviste til undersøgelser, der viser, at folk føler, at livet er blevet hårdere siden krisen.

- Jeg forstår, hvad der motiverer disse synspunkter, og hvorfor folk ønsker at opleve en forandring, siger han.

ECB har besluttet at holde åbningen af det ny hovedkvarter på et relativt lavt niveau i lyset af den fornyede opblussen af den statslige gældskrise i Grækenland.

I et forsøg på at begrænse voldsudøvelserne har myndighederne mobiliseret en af de største politistyrker i byen nogensinde.

/ritzau/AFP