Al Sadd fra den bedste fodboldrække i Qatar får en markant forstærkning på midtbanen i næste sæson.
Det er nemlig lykkedes at skrive kontrakt med den 35-årige spanske midtbanespiller Xavi, som skifter fra FC Barcelona.
Det bekræfter Al Sadds first team manager Abdullah Al-Berik på det sociale medie Instagram.
- Al Sadd er lige lykkedes med at skrive kontrakt med Barcelonas anfører Xavi, skriver Abdullah Al-Berik i teksten under et billede, hvor Xavi optræder sammen med klubbens direktør Muhammed Ghoulam.
Xavi har i en årrække været en profil på Barcelonas midtbane, men i denne sæson er det blevet til en del tid på udskiftningsbænken for den rutinerede spiller.
Siden debuten for Barcelona i 1998 er det blevet til over 800 kampe for klubben, med hvem han har vundet det spanske mesterskab, den spanske pokalturnering og Champions League flere gange.
Xavi har desuden vundet EM og VM med det spanske landshold. I alt har midtbanespilleren vundet 25 titler, og det er mere end nogen anden spansk spiller.
Al Sadd ligger aktuelt nummer to i Qatar Stars League. Klubben er syv point efter Michael Laudrups Lekhwiya.
/ritzau/AFP