Barcelona stopper krise med storsejr og Suarez-show

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Femte gang var lykkens gang for FC Barcelona i den spanske Primera Division.

Onsdag aften hentede Barcelona en særdeles vigtig sejr, da Deportivo La Coruña ude blev kørt helt over med 8-0 i et opgør hvor Luis Suarez scorede fire gange.

Suarez nåede dermed op på 30 sæsontræffere, da Barcelona effektivt stoppede al krisesnak.

Sejren var Barcelonas første i ligaen siden 6-0-sejren over Getafe den 12. marts. Herefter fik Barcelona uafgjort mod Villarreal og tabte siden tre ligakampe i træk.

Det har gjort den bedste spanske række særdeles tæt, efter at Barcelona for få uger siden lignede en sikker spansk mester.

Efter Barcelonas nedsmeltning har hverken Atlético Madrid eller Real Madrid været sene til at udnytte gaveboden fra Barcelona.

Med sejren spillede Barcelona sig alene på førstepladsen med 79 point og tre point mere end Atlético Madrid, inden Madrid-klubbens udekamp mod Athletic Bilbao var færdigspillet.

Oppe foran håbede Barcelona at få gang i stjernerne Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez, og sidstnævnte virkede til at have forstået krisens omfang.

I hvert fald aflyste Suarez allerede efter 11 minutter al Barcelona-tvivl på egne evner, som måtte have indfundet sig.

Efter et hjørnespark svigtede markeringen af Suarez, og angriberen skulle blot sætte en fod på bolden for at bringe gæsterne foran 1-0.

Efter 24 minutter resulterede nogle flotte pasninger af Iniesta og Messi i, at Suarez blev spillet helt fri, og uruguayaneren svigtede ikke og bragte Barcelona foran 2-0.

Selvtilliden så ud til at have indfundet sig igen i Barcelona, og to minutter inde i anden halvleg sørgede Suarez for oplægget, da Ivan Rakitic øgede til 3-0.

Fem minutter senere var Suarez selv på pletten igen, da han i feltet bragede bolden i mål til 4-0-føring efter en stikning fra Messi.

Suarez kunne slet ikke holde sig tilbage, og efter 64 minutter sendte Messi en lang aflevering til Neymar, som alene fandt Suarez, der skulle bruge en ripost til at score sit fjerde mål og gøre det til 5-0.

To minutter senere havde Suarez åbenbart fået nok, for han lagde bolden til Messi, der nemt bragte gæsterne foran 6-0, men her sluttede Barcelonas vilde comeback ikke.

Marc Bartra og Neymar ville også være med og med to scoringer nærmest oveni hinanden gjorde de det til 8-0 i henholdsvis det 79. og 81. minut.

/ritzau/