Barcelona-træner: Elektriske Neymar er stoppelig

admin

|

18/10/2015

Dagens topnyheder

Neymar glimrede i Lionel Messis fravær, da brasilianeren scorede fire mål i FC Barcelonas 5-2-sejr over Rayo Vallecano lørdag aften.

Angriberen imponerede ud over de fire scoringer også med en målgivende pasning til Luis Suarez.

- Siden begyndelsen af denne sæson har Neymar været elektrisk. Han var meget effektiv og nærmest ustoppelig.

- Med den fart han kommer med i feltet, så er forsvarsspillerne nødt til at stoppe ham på den måde, ellers fører det til mål, siger Barcelona-træner Luis Enrique.

Neymar fremtvang med lækre driblinger i feltet selv to straffespark i første halvleg, som han scorede sikkert på, efter at Rayo Vallecano havde bragt sig foran 1-0 ved Javi Guerra.

- Jeg er meget tilfreds med sejren og måden, vi spillede på. Rayo er et godt hold, og det krævede hårdt arbejde at vinde kampen, siger Neymar.

Ser man bort fra Messi, er Neymar den første Barcelona-spiller til at score fire gange i samme fodboldkamp siden Samuel Eto'o i 2008.

Neymar har scoret fire gange i samme kamp fire gange tidligere i karrieren - to gange for Santos og to gange for Brasilien.

Med i alt otte ligascoringer i denne sæson er Neymar nu topscorer i Primera Division foran Real Madrid-angriberne Cristiano Ronaldo og Karim Benzema, som begge har scoret seks gange i ligaen.

- Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg gør tingene. Så ville jeg forære modstanderne en fordel. Det hele kommer af at træne mange gange, siger 23-årige Neymar.

Da Messi er ude med en skade for tiden, så kommer Neymars gode form på et godt tidspunkt før tirsdagens Champions League-kamp ude mod hviderussiske Bate Borisov.

/ritzau/