Barcelona-træner kan ikke beskrive Messi med ord

Skrevet af admin

24/03/2014

Dagens topnyheder

FC Barcelonas argentinske træner, Gerardo Martino, var efter søndagens vilde 4-3-sejr ude over Real Madrid ikke fuld af lovprisninger til Lionel Messi, der ellers scorede hattrick.

Martino kunne nemlig ikke finde ordene til at beskrive den argentinske verdensstjerne, der nu er oppe på 236 scoringer i La Liga.

- Det er svært for mig at tale om ham. Man løber tør for, hvad man kan sige om ham. Han slår stadig rekorder, og han spiller så mange stærke kampe. Især når det gælder, siger Martino ifølge Sky Sports.

Med sejren søndag aften skød FC Barcelona sig helt tilbage i kampen om det spanske mesterskab. Et nederlag havde sandsynligvis hægtet catalonierne af, men nu er holdet blot et point efter Real Madrid og Atlético Madrid.

- La Liga er ikke ovre endnu. Vi var dømt ude, men med dagens resultat er vi helt tilbage i topstriden. Denne kamp var vores sidste chance, og vi ønskede ikke at blive holdt ude af mesterskabskampen, siger Martino.

Real Madrid fik forsvarsprofilen Sergio Ramos smidt ud, da han hægtede en fri Neymar efter godt en times spil. Det var ifølge Martino kampens nøglesituation.

- Han (Neymar, red.) havde ikke haft den bedste kamp, men vendepunktet - det røde kort til Ramos - skyldtes ham.

- Det var et fænomenalt løb, han tog. han er kun 21 år, men han kan håndtere de store kampe, siger Martino.

Der resterer ni runder af La Liga.

/ritzau/