Så er det bekræftet. En af verdens bedste tennisspillere, Rafael Nadal, er med i truppen, når Spanien i næste uge kommer til Odense for at spille Davis Cup-kamp.
Det skriver Dansk Tennis Forbund på sin hjemmeside på dagen, hvor Spaniens Davis Cup-kaptajn, Conchita Martinez, havde deadline for sin tilmelding.
Conchita Martinez har udtaget David Ferrer, Rafael Nadal, Roberto Bautista Agut og Fernando Verdasco til tennislandskampen mod Danmark den 18.-20. september i Odense Idrætshal.
Blandt de fire spillere kan holdkaptajnen stadig skifte to spillere ud inden kampstart.
Vinderen af kampen mellem Spanien og Danmark får et år mere i den Euro/afrikanske zone 1, mens taberen skal ud i nedrykningsbrag mod Sverige ved månedsskiftet oktober/november.
Rafael Nadal har ikke spillet på landsholdet siden 2013, men han mangler en enkelt kamp, hvis han skal gøre sig håb om at være med ved næste års OL i Rio.
Dansk Tennis Forbund oplyser desuden, at der fortsat er rundt regnet 1000 billetter til salg til tenniskampene i Odense.
/ritzau/