Belgiens træner efter VM-exit: Argentina er ordinære

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Belgien røg lørdag ud af VM i fodbold i Brasilien, da holdet i kvartfinalen tabte 0-1 til Argentina.

Belgiens landstræner, Marc Wilmots, har dog ikke meget til overs for argentinerne.

- Vi var ikke, overhovedet ikke, imponerede af Argentina. Det er et ordinært hold, siger Marc Wilmots ifølge nyhedsbureauet dpa.

Belgien leverede selv en halvskuffende indsats mod Lionel Messi og co.

Gonzalo Higuain scorede sejrsmålet allerede efter otte minutter.

Belgiens erfarne midterforsvarer Daniel van Buyten mener, at det talentfulde belgiske hold mangler slutrunde-erfaring, efter at landet ikke har været med ved en stor slutrunde siden VM i 2002.

- Vores hold manglede erfaring. Det skal man have ved sådan en slutrunde. Det er bittert for Belgien, siger Daniel van Buyten, der selv var med i VM-truppen tilbage i 2002.

Det var landstræner Marc Wilmots også som spiller.

/ritzau/