Belgiske danskerklubber har kurs mod Europa League

Skrevet af admin

22/08/2014

Mest læste i dag

Gruppespillet i Europa League kan få deltagelse af flere danske profiler i efteråret.

Torsdag aften sikrede to belgiske danskerklubber sig et godt udgangspunkt inden returopgørene i playoff-runden.

Club Brugge, der ydmygede Brøndby sammenlagt i den seneste runde, fortsatte sejrsstimen ved at vinde 2-1 på udebane over Grasshoppers fra Schweiz.

Den tidligere Esbjerg-spiller Jesper Jørgensen spillede de første 70 minutter for Club Brugge. Der var mest action i de første 15, hvor hjemmeholdet først kom foran, men siden blev overrumplet af to hurtige belgiske scoringer.

Den belgiske pokalvinder Lokeren sejrede også i den første kamp på hjemmebane mod Premier League-klubben Hull med 1-0.

Belgierne havde den danske forsvarsspiller Alexander Scholz på banen i alle 90 minutter.

Den svenske klub Elfsborg sejrede også på hjemmebane i den første playoff med 2-1 over Rio Ave fra Portugal.

Svenskerne havde Kevin Stuhr-Ellegaard på mål, mens offensivspilleren Mikkel Beckmann spillede de første 75 minutter.

/ritzau/