Bella boykotter H&M: 'Man må ikke længere være tyk'

Skrevet af Kristine Bugbee

18/03/2016

Dagens topnyheder

Bella Tellström fra byen Huddinge i Sverige er vred på Hennes & Mauritz. Hun mener, at den svenske tøjgigant svigter kvinder med former.

Det skriver Side2.

Da hun forleden besøgte en H&M i Stockholm for at købe nyt tøj på sin fridag, endte hun med at gå tomhændet fra butikken, fordi hun med sin størrelse 48 og 185 centimeter ikke kunne finde klæder, der passer hendes krop.

Forretningen havde ikke en afdeling for store kvinder.

- Jeg blev henvist til en anden butik. For der må man være tyk. Og på nettet kan jeg bestille tøjet. Men der kan jeg ikke prøve det, før jeg bestemmer mig, og så skal jeg i tillæg betale fragt og retur, siger hun til svenske Expressen.

- Jeg er ikke kæmpestor, men det er næsten som om, at de overvægtige skal blive hjemme og ikke vise sig for nogen, tilføjer hun. 

Bella Tellström har efter sin nedslående oplevelse skrevet til H&M på Facebook.

- At jeg bliver henvist til andre butikker, at jeg ikke kan handler, hvor jeg vil, det tager jeg som om, at jeg ikke længere er velkommen som kunde hos jer, skriver hun. 

- Vi har haft mange fine år sammen, men nu må vores veje skilles. Vi er slet og ret vokset fra hinanden, vi har ikke længere samme værdier.

I Sverige har 50 af landets H&M-butikker afdelinger for store kvinder.

Dagens.dk har talt med H&M i Danmark, som ikke kan sætte et nøjagtigt tal på, men det er 'langt over halvdelen' af landets forretninger, der har afdelinger med store størrelser, oplyser tøjkæden.

Følg Dagens Kvinder for flere lignende artikler: