Belønnet for at indføre skandaleramt skattesystem

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

Selvom gælden var forældet, har Skat opkrævet gæld fra tusindvis af danskere siden 2013, og borgernes krav på at blive hørt, inden de blev tvunget til at afdrage gæld, er systematisk blevet overtrådt.

Skats it-system, EFI, indeholder så mange problemer, at en ny rapport anbefaler på sigt helt at skrotte det milliarddyre system.

Ikke desto mindre modtog topchefer i Skat personlige bonusser i 2013 for at sætte EFI, der skulle stå for al inddrivelse af danskernes skattegæld, i drift.

Det viser en gennemgang af de såkaldte resultatlønkontrakter for Skats direktion, skriver Berlingske tirsdag.

Samtlige skattedirektionens syv medlemmer havde således "implementering af EFI" indskrevet som ét blandt flere succeskriterier i deres personlige kontrakter for 2013.

Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, sikrede sig dermed en bonus 100.000 kroner ud over den normale løn i 2013.

To andre ansvarlige for EFI, direktør for it Jan Topp Rasmussen, og direktør for Inddrivelse Jens Sørensen, modtog henholdsvis 75.000 og 55.000 kroner i personlig bonus i 2013 ifølge Berlingske.

Skat var ellers bekendt med, at EFI havde alvorlige fejl og næppe kunne udføre opgaven med at inddrive danskernes skattegæld korrekt.

Fra Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), der løbende har fulgt problemerne med EFI, møder udbetalingen af resultatløn kritik:

- Hvis en chef får bonus for at sætte noget i drift hurtigere, så er det fristende at presse på. Dermed kan bonussen være med til at tilskynde til uhensigtsmæssig adfærd, siger han

Han fremhæver, at der er stor forskel på at få et IT-system til at fungere effektivt og ordentligt eller blot sætte det i drift.

I alt fik den syv mand store direktion i Skat 550.000 kroner i bonus for 2013. Og det udløser kritik.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er på vej med en kriseplan sidst i denne uge.

/ritzau/