Bendtner: Jeg er åben over for alle lande

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

Der var ekstra opmærksomhed på en bestemt spiller mandag aften på Wembley, hvor det danske fodboldlandshold onsdag aften møder England i en testkamp.

Nicklas Bendtner var i fokus hos både engelske og danske medier, der ville vide, hvorfor han ikke spiller for tiden i Arsenal.

- Jeg har været klar. Men der er visse situationer, som har udspillet sig, som i øjeblikket gør, at jeg ikke lige får den forventede spilletid, som jeg havde håbet og troet på.

- Men der er ikke andet, jeg kan gøre. Jeg har meldt mig klar her, og træneren (landstræner Morten Olsen, red.) kender min situation, siger Bendtner.

I Arsenal er angriberne Olivier Giroud og Yaya Sanogo foran Bendtner, som slet ikke har været med i truppen i de seneste kampe.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg rangerer i Wengers planer, siger han.

Bendtners kontrakt med Arsenal udløber til sommer, og der skal ske noget nyt.

- Det er ikke planen, at fremtiden er hos Arsenal.

- Jeg har gjort mig masser af tanker. Jeg er åben over for alle lande. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg vil blive i England, lyder det fra Bendtner.

På landsholdet skal Bendtner primært konkurrere med FC Midtjyllands Morten "Duncan" Rasmussen og Brøndbys Simon Makienok om pladsen som den forreste angriber.

- Det er klart, at i forhold til landsholdet, og hvis jeg skal bibeholde min plads oppe foran, så kræver det, at jeg spiller, erkender Bendtner.

Der var også plads til selvironi, da Bendtner blev spurgt, om han føler sig i bedre form end ved den seneste landskamp mod Norge sidste år:

- Jeg tror ikke, at jeg kan blive dårligere, eller så I en anden kamp, end jeg gjorde?

/ritzau/