Benzema kan komme til EM efter ophævede restriktioner

Skrevet af admin

11/03/2016

Mest læste i dag

Real Madrid-angriberen Karim Benzema er atter i spil til en plads i den franske EM-trup til sommerens fodboldslutrunde på hjemmebane.

Det sker, efter at en appeldomstol i Paris har ophævet dele af restriktionerne mod Benzema i forbindelse med undersøgelsen omkring hans rolle i en sag om afpresning af landsholdskollegaen Mathieu Valbuena fra Lyon.

Det oplyser Benzemas advokater ifølge AFP.

En af restriktionerne, som er blevet ophævet, er forbuddet mod, at Benzema må opholde sig i nærheden af Valbuena, og det åbner op for, at begge profiler kan udtages til landsholdet igen.

I begyndelsen af oktober kom det frem, at Benzema muligvis agerede mellemmand for en ven, der forsøgte at afpresse Valbuena.

Real Madrid-spillerens ven lå inde med en sexoptagelse af Valbuena og dennes hustru. For at holde optagelsen skjult krævede han en sum penge af Lyon-spilleren.

Benzemas rolle i sagen bliver fortsat undersøgt af en fransk anklager, men Det Franske Fodboldforbund, FFF, og landstræner Didier Deschamps kan igen udtage Benzema og Valbuena, hvis man ønsker dem tilbage på holdet.

Deschamps har valgt at se bort fra Valbuena i sine seneste landsholdsudtagelser, mens sagen har stået på.

/ritzau/