Beredskabsstyrelsen efter dødsbrand: Pas på levende lys

Skrevet af admin

06/02/2015

Dagens topnyheder

To olielys var ifølge politiet skyld i, at fire børn mellem fire og otte år og en 37-årig mand mistede livet i sidste uge. Det skete under en villabrand i Nakskov fredag aften, hvor også en 34-årig mand blev forbrændt.

Levende lys udgør generelt en stor trussel mod brandsikkerheden, lyder det fra Beredskabsstyrelsen, som henstiller til varsom omgang med det ellers så hyggeskabende fænomen.

- Vi må opfordre til, at man aldrig går fra levende lys og lader dem være uden opsyn. Det gælder uanset, om der er tale om olielys eller almindelige stearinlys, fortæller Pil Storm Giersing, kampagnekoordinator ved Beredskabsstyrelsen, til Ritzau.

Det er Beredskabsstyrelsen, som fører statistik over brande.

Tallene viser, at brande forårsaget af olie- eller petroleumslamper, som det var tilfældet i Nakskov, er forholdsvis sjældne.

I 2014 har styrelsen registreret fire sådanne brande, og i de foregående tre år har der været tre brande årligt.

Ser man derimod på levende lys generelt, så er billedet helt anderledes. Sidste år var levende lys nemlig skyld i hele 240 brande, og året før igen var tallet 313.

I forbindelse med branden i Nakskov har politiet oplyst, at olielysene befandt sig i villaens entré, og de fire børn befandt sig på overetagen. Lysene fik antændt noget brandbart materiale i entréen, og ilden bredte sig hurtigt opefter.

Der var tale om to søskendepar. Begge deres fædre forsøgte at redde børnene ud af det brændende hus. Den 37-årige mand omkom selv, mens husets 34-årige beboer blev forbrændt.

Hos Beredskabsstyrelsen lyder der også en advarsel om ikke at have brandbart materiale nær levende lys.

- Man skal sørge for, at lysene ikke står i nærheden af noget brandbart. Det kan være gardiner i en vindueskarm eller overtøj, hvis der er tale om lys, der står i en entré, som det var tilfældet i Nakskov, siger Pil Storm Giersing.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er fortsat i gang med en efterforskning omkring de olielys, der forårsagede branden. Blandt andet skal det klarlægges, om der har været en fejl på lysene.

I så fald bliver det op til Sikkerhedsstyrelsen at afgøre, om produktet skal fjernes fra markedet.

/ritzau/