Berlingske Media røg med i hollandsk handel

Skrevet af admin

30/06/2014

Mest læste i dag

Selv om salgsprisen på Berlingske Media ikke er kendt, tyder meget på, at den belgiske køber - mediekoncernen De Persgroep - har fået det danske mediehus med som en del af pakken og til forholdsvis lav pris.

Således skriver Berlingske Medias snart forhenværende ejer, Mecom, i en meddelelse, at De Persgroep i begyndelsen af maj 2014 udtrykte ønske om at købe det hollandske mediehus Wegener for en pris i omegnen af 1,64 milliarder danske kroner.

Men selvom De Persgroep - i første omgang i hvert fald - kun var interesseret i at købe Wegener, aflagde De Persgroep ikke desto mindre et købstilbud på 1,8 milliarder kroner. Et tilbud, der altså også omfatter Berlingske Media.

- Det kan tyde på, at Mecom nødig ville lade De Persgroep købe uden også at overtage de danske aktiviteter, siger kilder med indsigt i sagen til Mediawatch.

Endvidere fremgår det af meddelelsen fra Mecom, at den resterende del af Mecom-gruppen kun ville bestå af de danske aktiviteter samt de resterende kontanter i selskabet.

Det ville ikke være særlig attraktivt, og det ville også være relativt omkostningsrigt for et børsnoteret britisk selskab, skriver Mecom.

Købsprisen på Berlingske er dog ikke udspecificeret i den store handel, og man kan ikke ved hjælp af simpel færdighedsregning konkludere, at De Persgroep har fået Berlingske Media med i handlen for 25 millioner euro, hvad der svarer til 190 millioner kroner. Det skyldes, at der er forskellige gældsposter involveret i handlen.

Kilder med indsigt i sagen fortæller til Mediawatch, at en vurdering af Berlingske Media på omtrent en halv milliard kroner ikke er helt skæv.

Med salget af Berlingske Media er der sat punktum i den proces, som blev skudt i gang i sommeren 2012, da Mecom bekendtgjorde, at der skulle sælges ud af de danske aktiviteter.

I dag omfatter Berlingske Media blandt andet Berlingske, der er grundlagt i 1749, BT, Weekendavisen samt Berlingske Nyhedsbureau, Radio24syv og en række regionale aviser med Århus Stiftstidende i spidsen.

/ritzau/