Beruset kærestepar fik dobbeltseng i detentionen

Skrevet af admin

30/11/2014

Mest læste i dag

Ballade i det sønderjyske natteliv gav politiet pladsproblemer, så et beruset kærestepar måtte sove rusen ud sammen i detentionen natten til søndag, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Kæresteparret var i byen på værtshuset Luren i Brørup mellem Esbjerg og Kolding, da manden på 22 år og kvinden på 30 år begyndte et internt slagsmål. Pludselig kommer parret op at slås med en tredjepart, som blander sig.

- Parret får en fælles fjende, og de skaber sig så meget, at vi må tage dem med i detentionen, hvor de får et værelse med dobbeltmadras på grund af pladsproblemer, siger vagtchef Jan Stokholm til Ritzau.

Normalt tilbyder politiet et solo-værelse til at sove rusen ud, men parret fik dog en ekstra madras af politiet, så de ikke skulle slås om det bløde underlag.

Slagsmålet, der sendte parret i detentionen, fandt sted omkring klokken et, og parret er nu løsladt igen. Tilsyneladende uden yderligere slagsmål og andre udskejelser i detentionen.

- Jeg sidder og kigger på vores overvågningssystem, som filmer rummene oppefra, og det ser noget anderledes ud, end det plejer, fordi der ligger to madrasser og to tæpper, siger vagtchefen.

- Men sådan er det jo, når alle de andre rum er fyldt op på grund af julefrokoster, så må vi finde alternative løsninger, fortæller Jan Stokholm.

Det var moren til den ene part, som hentede parret efter et par timer i detentionen.

I alt melder politiet i Syd- og Sønderjylland om ni anholdelser for ordensbekendtgørelsen, restaurationsloven og politiloven.

Nordjyllands Politi melder søndag morgen også om en fyldt detention efter en våd julefrokostnat.

I København har julefrokoster ligeledes givet travlhed og uheldige episoder.

- På trods af kulden har der været flere slagsmål i løbet af natten, spritbilister, røveri og dansetyve, skriver Københavns Politi på Twitter.

- Mand gik i sin beruselse ind i forkert hus i Hellerup. Der havde man en STOR hund ... Skål, skriver politiet i en anden opdatering.

I København måtte en person også tage på hospitalet med en paraply stukket i armen, efter at to venner for sjov havde sloges i ren fægtestil.

/ritzau/