Besøgsrekorder i 2013: Folk vil se dyr og kunst

Skrevet af admin

03/01/2014

Mest læste i dag

Hundredtusindvis af gæster har i løbet af 2013 besøgt Nationalmuseet, kunstmuseet Aros i Aarhus og Zoologisk Have i København, der alle tre melder om rekordhøje besøgstal.

Det skriver alle tre seværdigheder i pressemeddelelser.

Nationalmuseet siger således, at det for andet år i træk satte besøgsrekord med i alt 1.148.846 besøgende. Museets direktør, Per Kristian Madsen, peger på, at det især er særudstillingerne, der trækker besøgstallet op.

- Det viser, at mange små, aktuelle udstillinger og aktiviteter giver folk anledning til at besøge museet igen inden for kort tid, men man skal heller ikke underkende, at folk har fået øjnene op for, at der er gratis adgang til Nationalmuseets udstillinger, siger han i en skriftlig kommentar.

Hos kunstmuseet Aros havde man i 2013 besøg af 568.361 gæster, og det er tredje år i træk, at der sættes rekord.

- Det er jo en drøm for alle på Aros, at det også i 2013 lykkedes at gøre museet attraktivt for masser af mennesker.

- 568.521 er et astronomisk højt besøgstal – særligt i en by med godt 300.000 indbyggere, siger kommunikationschef på Aros Bjarne Bækgaard i en skriftlig kommentar.

I Zoologisk Have i København var der sidste år 30 procent flere gæster end i 2012. Således gik 1.432.000 igennem tælleapparaterne, og det er det højeste besøgstal i Zoo nogensinde. Den gamle rekord fra 2008 lød på 1.393.000.

- Det er en meget stor glæde at få lov at opleve og ikke mindst fejre den absolutte besøgsrekord i Zoo.

- Aldrig før i vores 154-årige historie har så mange gæster besøgt os, og det er vi utroligt stolte over, siger administrerende direktør i Zoo Steffen Stræde.

/ritzau/