Bestyrelse hæfter personligt for gæld

Skrevet af admin

12/12/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere ledelse af Omsorgsorganisationernes Samvirke (OS), heriblandt den tidligere borgmester i Vejle, Flemming Christensen, skal personligt og solidarisk betale en regning for et af organisationens kurser. Det siger Vestre Landsret.

Regningen lyder på 386.000 kroner, og hertil kommer sagens omkostninger på 99.000 kr.

Omsorgsorganisationernes Samvirke (OS) blev stiftet i 1970 af blandt andet OK-fonden, Samvirkende Menighedsplejer og Danske Diakonhjem med det formål at udvikle ældreplejen i Danmark.

I midten af 00'erne havde OS oparbejdet et betydeligt underskud, og ansatte i 2006 Torben Larsen som generalsekretær. Han kom fra en tilsvarende stilling i Kirkens Korshær.

Ifølge hans forklaring i retten var situationen i slutningen af 2007 alvorlig, og alt afhang af, om OS fik satspuljemidler i 2008. Bestyrelsen diskuterede den alvorlige situation på flere møder i vinteren 2007-08.

3. marts 2008 fik man besked om, at man ikke fik del i satsmidlerne. Samme dag indså bestyrelsen, at løbet var kørt. Personalet og lejemål blev opsagt og Velfærdsministeriet fik besked om, at OS var lukket.

Men man aflyste ikke årskurset, selv om det skulle foregå få dage efter det skæbnesvangre bestyrelsesmøde. Ifølge referatet diskuterede man det slet ikke.

Deltagergebyrerne gik ind på OS’s almindelige driftskonto, og dermed ind i konkursboet, mens regningen fra Torvehallerne ikke blev betalt.

Landsretten siger, at det 3. marts stod bestyrelse og ledelse klart, at der kun var en ringe mulighed for at undgå konkurs, og at der ikke var penge til at betale fremtidige leverancer.

Derfor var gennemførelsen af årskurset uforsvarlig, og ledelsen har pådraget sig et personligt ansvar i forhold til Torvehallerne.

/ritzau/