Bestyrelsesformand trækker sig i Vejle Boldklub

Skrevet af admin

07/10/2015

Dagens topnyheder

Vejle Boldklub skal have ny bestyrelsesformand.

Klubben meddeler onsdag, at formand Lars Skou har valgt at trække sig med øjeblikkelig virkning for at overlade posten til nye kræfter.

- Jeg er overbevist om, at der nu skal nye kræfter til, således at salgs-/eventudvalget og salgsledelsen får ny sparring, idet jeg må konstatere, at der på nuværende tidspunkt ikke er den traditionelle sponsoropbakning, siger Lars Skou til hjemmesiden.

Den nu forhenværende bestyrelsesformand føler ikke, at han er nået i mål med de projekter, han blev sat i spidsen for.

- Jeg må konstatere, at trods en ny struktur i bestyrelsen med opdeling af ansvarsområder i henholdsvis formandskab, sportsudvalg og salg-/eventudvalg og dermed et øget fokus på de enkelte områder, er kun det sportslige samt omkostningsstyring lykkedes på nuværende tidspunkt, siger Skou.

Derfor stiller han nu sin post til rådighed for andre.

- Jeg har bemærket, at der er kræfter, som mener, at de kan gennemføre en plan, der kan sikre VB en sund forretningsudvikling, og jeg skal derfor ikke stå i vejen for disse, da det væsentligste er, at klubben overlever, lyder det fra Lars Skou.

Bestyrelsen i klubben har konstitueret sig med Mogens C. Svendsen som ny formand og Tage Pedersen samt Klaus Eskildsen som næstformænd.

/ritzau/