Betændt Mellemøsten tvinger saudiarabere tættere på USA

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

Den saudiarabiske kong Salmans udpegning af sin nevø som kronprins er et forsøg på at gøre et ellers køligt forhold til USA varmere, mener ekspert.

- Udpegningen af Mohammed bin Nayef som kronprins skyldes både hans gode forhold til USA og hans resultater med anti-terrorisme.

- Det samme gør sig gældende med udskiftningen af udenrigsministeren, der også har tætte bånd til USA, siger Lars Erslev Andersen, ekspert i Mellemøsten og seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

Saudi-Arabien er omringet af opløsningstruede lande, som det selv er militært involveret i. Og det tvinger nu landet til at lede efter andre alliancer, der blandt andet kan styrke det i rivaliseringen med Iran.

Selvom der har været kurrer på tråden mellem Saudi-Arabien og USA i alvorlig grad fra 2011 og frem, har landets nykronede konge alligevel valgt at lægge sig på en USA-venlig linje i valget af efterfølger.

- Saudi-Arabien er i en rivalisering med Iran og militært involveret i Bahrain, Yemen, Irak og Syrien.

- Alle de fire stater er i ekstrem alvorlig konflikt. Det har betydet, at Saudi-Arabien er blevet mere stabilt indadtil, men samtidig skal de håndtere uroen omkring dem, siger Lars Erslev Andersen.

Saudi-Arabiens kongefamilie har da heller intet at gøre med monarki, som vi kender det fra Danmark, hvor monarkiet er konstitutionelt og upolitisk.

Landet har tradition for stor intern rivalisering i den kongelige Saud-familie, der træffer alle beslutninger i landet.

Selvom landet er omgivet af uro, så er der lige nu en større opbakning end tidligere til den kongelige familie i landet.

- Det, der har været kendetegnet for udviklingen efter kongeskiftet, er egentlig, at der er kommet større opbakning omkring kongen, siger Lars Erslev Andersen.

Saudi-Arabien forsøger da også at slå hårdt ned på den militante gruppe Islamisk Stat.

Landet har netop anholdt 93 mennesker efter mistanke om, at de tilhører Islamisk Stat. Af dem er 65 saudiarabiske statsborgere.

/ritzau/