Betjent dømt for at true sig til sex med prostitueret

Skrevet af admin

02/04/2014

Dagens topnyheder

En politimand fra Midt- og Vestjyllands Politi er idømt otte måneders fængsel for at true sig til gratis sex med en prostitueret. Betjenten skal også betale 40.000 kroner i erstatning til kvinden, oplyser Retten i Viborg onsdag.

Den 55-årige politimand var anklaget for i november 2011 at true sig til samleje og andet seksuelt forhold end samleje med en prostitueret.

Truslen består ifølge anklageskriftet af frihedsberøvelse eller ved at fortælle om et strafbart forhold, som betjenten tidligere havde givet den prostituerede en bøde for.

Betjenten skulle have sagt, at "han ville have det gratis, fordi han ville hjælpe hende med sagen", lyder det i anklageskriftet.

De seksuelle ydelser uden betaling skulle også have fundet sted i december 2011 og 2012 og januar 2013.

Derudover er betjenten tiltalt for at forsøge at tvinge sig til samleje eller andet seksuelt forhold end samleje med den prostituerede i en bil i foråret 2012.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, startede efterforskningen på baggrund af en anmeldelse af, at en kvinde fra prostitutionsmiljøet var blevet seksuelt udnyttet af en politimand.

Den pågældende kvinde afgav forklaring til klagemyndigheden, hvis opgave det er at undersøge klager over politiet.

Kvinden oplyste blandt andet, at politimanden i flere tilfælde havde henvendt sig på den klinik, hvor hun arbejdede som prostitueret.

Politimanden var fritaget for tjeneste, mens sagen blev efterforsket og kørte ved retten.

Manden har hele tiden nægtet sig skyldig.

/ritzau/