Betjent får skærpet straf for sex med prostitueret

Skrevet af admin

12/11/2014

Mest læste i dag

En politiassistent er onsdag af Vestre Landsret blevet straffet med fængsel i et år og tre måneder, fordi han flere gange havde sex med en prostitueret.

Den 56-årige mand er fundet skyldig i fire gange at have udnyttet sin stilling til at skaffe sig samleje med kvinden, der er fra Portugal.

Derimod er han frifundet for et femte tilfælde, hvor han blev beskyldt for at forsøge at opnå sex i en patruljevogn lidt uden for Viborg.

Da straffesagen blev behandlet af Retten i Viborg i foråret, lød resultatet på fængsel i otte måneder.

Dengang blev han kendt skyldig i to tilfælde af samleje med kvinden.

Politiassistenten har nægtet sig skyldig og ankede byrettens dom til frifindelse, men det er gået lige modsat.

Det var i forbindelse med sit arbejde i en særlig task-force mod prostitution og menneskehandel, at den 56-årige kom i kontakt med kvinden.

Hun skiftede arbejde fra det ene bordel til det andet, og flere gange blev hun opsøgt af den 56-årige.

Sagen blev afsløret, da offeret fortalte om sine oplevelser med betjenten til organisationen Pro Vest, der arbejder for at hjælpe sexarbejdere.

En kvinde fra organisationen og den prostituerede lagde i fællesskab en fælde for ham. Hun gemte et kondom, da han havde været på besøg.

Offeret er tilkendt en erstatning på 40.000 kroner.

Overgrebene stod ifølge tiltalen på fra november 2011 til januar 2013.

I begyndelsen fik han en klemme på kvinden, da han havde en udstedt en bøde til hende.

Straks efter blev hun opsøgt og fik at vide, at han ville have sex gratis, og at hun kunne risikere at komme i fængsel.

Sagen har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Gennem hele forløbet har manden, der blev fritaget for tjeneste, nægtet sig skyldig.

Efter dommen i byretten fortalte hans forsvarer, Mette Grith Stage, at politiassistenten var "rystet" over afgørelsen.

/ritzau/