Betjent på anklagebænken: Jeg passede bare mit arbejde

Skrevet af admin

03/02/2016

Mest læste i dag

En 54-årig politibetjent fra Midt- og Vestjyllands Politi afviser, at han overskred sine beføjelser og igangsatte en ulovlig efterforskning af en vognmand fra Holstebro.

Betjenten er tiltalt for at have misbrugt sin stilling og have indledt en efterforskning mod en vognmand, som betjentens kæreste tidligere havde anmeldt til politiet for skatteunddragelse.

Anklager Margrethe Salling mener, at betjenten er gået over stregen, fordi han havde fået forbud mod at blande sig i sagen på grund af inhabilitet.

Men betjenten mener ikke, han har gjort noget forkert.

- Jeg havde en mistanke om, at han (vognmanden, red.) brugte sin limousine til privat kørsel, forklarer betjenten om baggrunden for, at han i politibilen fulgte efter vognmanden.

Betjenten er også tiltalt for at have taget billeder af vognmanden og dennes samlever på vognmandens bopæl. Billederne blev efterfølgende overdraget til fagbladet TaxaDanmark.

Den tiltalte erkender at have taget et billede, men siger, at det ikke foregik, mens han var på arbejde som betjent, men i hans fritid.

Det er vognmanden, der har klaget til Midt- og Vestjyllands Politi over betjenten, som han føler sig forfulgt af.

Vognmanden kræver 100.000 kroner i erstatning fra politiassistenten for tort.

Han forklarer, at han blev rystet og chokeret, da han pludselig så betjenten sidde i sin bil og tage billeder med en telelinse.

Billedet blev efterfølgende bragt i fagbladet TaxaDanmark, og det medførte, at vognmanden skulle stå skoleret over for en af sine store kunder, Bang & Olufsen.

- Det var rystende. Jeg blev hængt ud på forsiden under overskriften "Svindel på første klasse".

- Det betød, jeg måtte stå skoleret og fortælle blandt andet Bang & Olufsen, at det intet havde på sig, siger vognmanden og forklarer, at den dårlige omtale medførte, at han mistede kunder.

Den 54-årige betjent har tidligere fået to advarsler af politiet for tjenstlige forseelser.

Den ene var i 2004, da han nægtede at udføre en opgave som prøvesagkyndig, og den anden var en sag fra 2012.

Her havde betjenten opgivet, at han var syg, men han blev samtidig spottet ved en fodboldkamp, hvor betjenten udøvede sin bibeskæftigelse som fotograf. Det udløste en advarsel og en disciplinær bøde på 10.000 kroner.

Efterfølgende fik betjenten forbud mod konfronterende tjeneste.

Den 54-årige betjent har været suspenderet fra sit arbejde siden juni 2014.

Der falder dom i sagen på fredag.

/ritzau/