Bevæbnede mænd dræber 20 arbejdere i Pakistan

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Bevæbnede mænd har skudt og dræbt 20 bygningsarbejdere i Pakistans sydvestlige provins Baluchistan, oplyser politi i området lørdag.

- Bevæbnede mænd har stormet en lejr for bygningsarbejdere i Gokh Don-området i Baluchistan sent fredag og har dræbt 20 arbejdere, siger senior politiofficer Tariq Khilji til nyhedsbureauet AFP.

Området er plaget af uro med separatister, som går efter større kontrol med provinsens ressourcer - blandt andet olie, gas og mineraler.

Personer, der ikke kommer fra provinsen og ses som bosættere, har tidligere været mål for angreb.

Politiofficeren oplyser, at alle de dræbte var fra områder uden for Baluchistan - 16 af dem var fra Punjab og fire var fra Sindh-provinsen.

Ifølge myndighederne i området, hvor de 20 blev dræbt, byggede arbejderne på en lokal bro. Flere af dem vågnede til lyden af skud og skrig.

- De havde stillet dem op på række og skudt dem på klos hold efter at have identificeret dem, siger en repræsentant for myndighederne Akbar Hussain Durrani.

/ritzau/AFP