Bevæbnede mænd stormer hotel i Tripoli og dræber otte personer

Skrevet af admin

27/01/2015

Mest læste i dag

Ukendte gerningsmænd har under et angreb på et luksushotel i den libyske hovedstad, Tripoli, dræbt otte mennesker - måske flere.

Oplysningerne kommer fra en lokal sikkerhedskilde, som fortæller, at det var Hotel Corinthia, der blev angrebet.

Det er et af hovedstadens mest prominente hoteller. Her indlogeres regeringsembedsmænd og udenlandske delegationer.

Tidligere tirsdag lød det fra stedet, at fem af ofrene var udlændinge. Tirsdag aften taler sikkerhedskilder om fire udlændinge, nemlig en amerikaner, en franskmand, en filippiner og en sydkoreaner.

Der er forskellige rapporter om antallet af ofre.

- Otte mennesker blev dræbt under stormen på hotellet. Fem af dem var udlændinge, to af dem kvinder. Desuden blev der dræbt en sikkerhedsmand og to angribere, sagde Mahmoud Hamza fra sikkerhedsstyrken i Tripoli tidligere til den lokale tv-station al-Naba.

En anden sikkerhedskilde taler om tilsammen ni dræbte.

Tidligere sagde sikkerhedskilder, at tre sikkerhedsfolk på hotellet blev dræbt af en bilbombe lige inden angrebet. Det er ikke klart, om de tre ofre er medregnet i dødstallet på otte eller ni.

De væbnede mænd nåede ifølge oplysningerne op til 24. etage, hvor de begyndte at åbne ild.

Denne etage bruges normalt af Qatars mission i Libyen, men så vidt vides var der ingen diplomater til stede under angrebet.

Organisationen Site, der overvåger radikale islamiske sider på internettet, siger, at en militant gruppe, som har tilknytning til Islamisk Stat (IS), har taget skylden for hotelangrebet.

Islamisk Stat har underlagt sig store områder i Syrien og Irak og har udråbt et selverklæret kalifat.

Libyen rystes af en konflikt mellem to rivaliserende regeringer - en international anerkendt administration i den østlige del af landet og en rivaliserende administration i Tripoli, efter at en væbnet gruppe ved navn Libyens Daggry har overtaget kontrollen over hovedstaden.

/ritzau/AFP