Bier: Ingen særbehandling til J-Law og Cooper

Skrevet af admin

27/11/2014

Mest læste i dag

Det er to af de allerstørste stjerner i branchen, Susanne Bier har haft til opgave at instruere i filmen "Serena".

Jennifer Lawrence, der brød igennem som datteren, der var på jagt efter sin forsvundne far i den dystre "Winter's Bone" og som siden har taget verden med storm som Katniss i "The Hunger Games", er vel nok en af de populære amerikanske skuespillerinder lige nu.

Hendes medspiller i "Serena", Bradley Cooper, har blandt andet begejstret i "Tømmermænd i Vegas" og vist sin mere alvorlige side i "The Place Beyond The Pines".

At omgås de store stjerner har Bier prøvet før. I dramaet "Things We Lost In The Fire" fra 2008 instruerede hun Halle Berry og Benicio Del Toro, men i "Serena" er det altså endnu en gang to af Hollywoods hotteste navne, hun har haft fingrene i.

For Susanne Bier betyder det dog ingenting, om det er danske Kim Bodnia - der også har en mindre rolle i filmen - eller verdensstjernen Bradley Cooper, hun instruerer.

- Der er ingen forskel på, hvordan jeg taler til dem, for jeg kan kun gøre det på min måde. Skuespillere er individuelle mennesker, og man finder jo ud af, hvordan man skal kommunikere med hver enkelt. Man udvikler et særligt sprog, fortæller hun.

- Men Jennifer Lawrence og Bradley Cooper er nogle kæmpenavne, det er de da. De er helt vildt dygtige og helt vildt nærværende, og de er sjove og søde. Den måde, de arbejder på, er meget forskellig, siger Susanne Bier og uddyber:

- Han er meget koncentreret og inde i det, og hun render rundt og laver sjov, og så hopper hun ind foran kameraet og er totalt nærværende. Hun kan ligesom tænde og slukke for det på et splitsekund, fortæller Susanne Bier.

"Serena" er baseret på en bog af Ron Rash. Historien foregår i 1920'erne og handler om et ungt par, der ikke vil lade noget komme i vejen for hverken deres kærlighed eller forretningsplaner.

- Det foregik sådan, at jeg fik tilsendt et manuskript, og så holdt de møde med nogle forskellige instruktører, der jo alle havde deres idé til, hvordan man skulle løse filmen. De skulle jo så beslutte, hvem der havde det mest interessante bud, fortæller Susanne Bier, der altså endte med at få opgaven.

Og det er til dels på grund af hendes tidligere film, mener instruktøren.

- De havde på forhånd set mine danske film, og de kunne godt lide dem og den måde, jeg behandler stemninger og skuespillere på. Det ville de gerne have, at denne her film skulle indeholde, fortæller Susanne Bier.

"Serena" har premiere torsdag den 27. november.

/ritzau/