Bil pløjer menneskefolk ned i Jerusalem: Flere er såret

Skrevet af admin

05/11/2014

Mest læste i dag

En person meldes dræbt, og adskillige andre skal være kvæstet, efter at en bil er kørt ind i en flok fodgængere i Østjerusalem. Israelsk politi oplyser, at der muligvis er tale om et bevidst angreb.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er den døde fodgænger en israelsk grænsebetjent. Det bekræfter politiets talskvinde, Luba Samri.

Føreren af bilen skal være blevet skudt og dræbt. Den oplysning bliver ifølge BBC bekræftet af Micky Rosenfeld, der er talsmand for israelsk politi.

Ifølge AFP skal to andre personer være kommet alvorligt til skade ved hændelsen. Omkring 10 mennesker blev ramt, da bilen styrede ind i menneskemængden.

Israelsk politi siger, at episoden skete ved en lille jernbanestation. Da bilen endelig holdt stille, steg føreren angiveligt ud og begyndte at slå løs på tilfældige mennesker med en jernstang.

Det er anden gang på to uger, at en person tilsyneladende bevidst er kørt ind i en menneskeflok. Den 22. oktober dræbte en palæstinensisk motorcyklist to personer, hvorefter han blev skudt og dræbt af politiet.

Onsdagens hændelse betegnes af israelsk politi som et terrorangreb, og det oplyses, at føreren angiveligt var en palæstinenser fra Østjerusalem.

Tidligere onsdag har der også været meldinger om sammenstød i Østjerusalem, hvor palæstinensere skulle have kastet med sten. Israelsk politi har besvaret stenkastene med tåregas, forlyder det.

Israel og palæstinenserne blev enige om en våbenhvile 26. august. Den satte en stopper for 50 dages blodige uroligheder, hvor 2140 palæstinensere og 73 israelere mistede livet.

Det har imidlertid i den senere tid virket, som om spændingerne er ved at blusse op igen.

I søndags blev to grænseovergange mellem Israel og Gazastriben lukket som konsekvens af et angreb, hvor en raket eller en mortérgranat to dage tidligere var blevet affyret fra Gaza og ramte Eshkol-området i den sydlige del af Israel.

/ritzau/Reuters