Bilbombe dræber mindst 22 og sårer flere i libysk storby

Skrevet af admin

03/08/2016

Dagens topnyheder

En bilbombe har dræbt 22 mennesker og såret 20 i den libyske by Benghazi. Det oplyser en militær- og lægekilde.

Angrebet var rettet mod styrker fra den østlibyske regering, der har base i Tobruk. En islamistisk alliance, Benghazis Shura-råd, har taget skylden for angrebet. Alliancen inkluderer ikke Islamisk Stat.

Eksplosionen skete i et beboelsesområde i Guwarsha-distriktet, som har været plaget af kampe mellem styrker loyale mod Libyens østlige regering og den islamistiske alliance.

Shura-rådet har taget skylden for angrebet i en meddelelse, der blev bragt på medier med forbindelser til alliancen.

Benghazi har været plaget af kamphandlinger siden general Khalifa Haftar indledte en serie af kampe mod Shura-rådet for to år siden.

Selv om Haftars styrker har gjort indhug i islamisternes territorium, har de endnu ikke vundet kontrollen med hele byen.

Byen har været ramt af flere bilbomber, men tabstal som ved tirsdagens eksplosion har været sjældne.

Reuters citerer et vidner for, at eksplosionen har fået en treetager høj bygning til at kollapse og efterladt den i ruiner.

Mens den østlige regering kæmper med Shura-rådet i Benghazi, kæmper den vestlige med Islamisk Stat i byen Sirte.

Mandag udførte USA de første luftangreb mod Islamisk Stat i Libyen efter anmodning fra den vestlibyske regering.

Ifølge FN og det internationale samfund er den vestlige regering Libyens legitime regering.

/ritzau/Reuters