Mindst fem civile, heriblandt to børn, er mandag blevet dræbt i et bilbombeangreb i Somalias hovedstad, Mogadishu.
Det oplyser en talsmand for regeringen.
Bilen var pakket med sprængstoffer og parkeret foran en række butikker nær hovedkvarteret for byens lokalregering.
- Fem civile, herunder to skolebørn, blev dræbt i eksplosionen, og syv andre blev såret, siger talsmand Abdifatah Omar Halane.
Gruppen al-Shabaab har ifølge nyhedsbureauet Reuters taget skylden for angrebet.
- Vi står bag angrebet på hovedkvarteret, siger Abdiasis Abu Musab, der er talsmand for al-Shabaabs militære operationer.
Al-Shabaab bruger ofte bilbomber i kampen mod den internationalt støttede regering.
FN-missionen i Somalia fordømmer angrebet.
Al-Shabaab blev jaget ud af Mogadishu i 2011, men udgør fortsat en trussel i både Somalia og nabolandet Kenya, hvor gruppen hyppigt udfører angreb.
Flere af al-Shabaabs ledere har svoret at bekæmpe den somaliske regering, som støttes af det internationale samfund.
/ritzau/AFP