Bild: Joachim Löw får en kontrakt med hemmelig klausul

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

Når det tyske fodboldforbund (DFB) og landstræner Joachim Löw senere i dag på et pressemøde i Frankfurt offentliggør en kontraktforlængelse frem til EM i 2016, vil det være med en hemmelig klausul.

Det skriver den tyske avis Bild på sin hjemmeside. Mediet mener at vide, at Löw får en toårig forlængelse af den kontrakt, som står til at udløbe efter VM i Brasilien 2014.

Desuden vil Löw i den nye kontrakt have mulighed for at træde tilbage før tid, og det tyske fodboldforbund vil have den samme mulighed for at afbryde landstrænerens ansættelse.

Hvis Tyskland ryger ud tidligt ved næste års VM-slutrunde - eksempelvis i det indledende gruppespil - kan forbundet opsige samarbejdet med Löw.

Omvendt kan Löw også vælge at sige op med en dags varsel, hvis han ikke længere ønsker at stå i spidsen for Tyskland.

Löw har hentet 68 sejre i 99 kampe som landstræner for Tyskland. Kamp nummer 100 venter lige om hjørnet, da de næste opgaver for Löw bliver de to venskabskampe mod Italien og England.

Tyskerne møder i en ren klassiker England på Wembley i London 19. november, mens Italien tager imod Tyskland fire dage tidligere i Milano.

Pressemødet med nyt om landstrænerposten, som også vil have deltagelse af det tyske fodboldforbunds præsident, Wolfgang Niersbach, begynder klokken 11.30.

/ritzau/