Birthe Rønn kræver: Løkke skal gå af som formand

Skrevet af admin

02/06/2014

Dagens topnyheder

Tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) kalder det en "katastrofe", hvis landsformand Lars Løkke Rasmussen ikke går af inden tirsdagens møde i Venstres hovedbestyrelse.

Hun er dermed det andet af partiets 47 folketingsmedlemmer, der opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at gå af.

- Jeg har mistet troen på, at han vil lytte og forbedre sig. Derfor må han stoppe med at splitte Venstre i stumper og stykker, siger Birthe Rønn Hornbech til Politiken.

Spørgsmål: Så din anbefaling er, at han går i morgen?

- Min anbefaling er, at han går inden i morgen. Inden hovedbestyrelsesmødet. Hvis han vinder en afstemning, har han splittet partiet på langs. Og det har han allerede gjort. Han har totalt splittet partiet. Og dette bliver kun værre, hvis han overlever. Det bliver en katastrofe, siger hun.

Gennem flere uger har Birthe Rønn Hornbech været åbenmundet i sin kritik af formanden, men det er første gang, hun direkte opfordrer ham til at forladet sin post. Hun har tidligere sagt, at hun overvejer at forlade Venstre, hvis Lars Løkke Rasmussen bliver som formand.

Flere i Venstres bagland har åbent kritiseret partiformanden, der har været i mediernes søgelys efter en sag om tøjindkøb for 152.000 kroner, rygning på hotelværelser og en familierejse på partiets regning.

Tidligere mandag aften trak Preben Bang Henriksen som det første medlem af Venstres folketingsgruppe sin støtte til formanden. Og medmindre Løkke fremlægger bilag for at have betalt korrekt skat, forlader Preben Bang Henriksen Venstre, lød det.

- Jeg har givet Løkke meget lang snor. Jeg har ventet på, at beviset ville blive fremlagt. Det ryster mig, at en person, der i 16 år har kæmpet for Venstre, ikke fremlægger de åbenlyse beviser, men bare ser til, mens partiet nedsmelter, sagde han til TV2/Nord.

/ritzau/