Bjerringbro-Silkeborg forlænger med topscorer

Skrevet af admin

03/02/2015

Dagens topnyheder

Bjerringbro-Silkeborg får glæde af Nikolaj Øris Nielsen frem til sommeren 2017.

Håndboldklubben meddeler tirsdag, at den har lavet en toårig forlængelse af kontrakten med klubbens topscorer i Boxer Herreligaen.

- Jeg har vurderet, at jeg har det rigtig godt, hvor jeg er, og jeg føler, at jeg har rigtig gode muligheder for at videreudvikle mig som håndboldspiller i Bjerringbro-Silkeborg. De to ting betyder rigtig meget for mig, siger Nikolaj Øris Nielsen til klubbens hjemmeside.

- Så er der måske nogle andre steder, hvor man kan tjene lidt flere penge og måske opleve nogle andre ting, men det er der også nogle spørgsmålstegn forbundet ved, siger spilleren, der begyndte at spille i Bjerringbro som fireårig.

Højrebacken har i denne sæson hamret 94 mål ind i Boxer Herreligaen, hvilket gør ham til den fjerdemest scorende spiller i ligaen.

Aktuelt ligger Bjerringbro-Silkeborg nummer fire i ligaen med 25 point for 19 kampe.

To gange har Nikolaj Øris Nielsen prøvet at vinde DM-sølv med klubben.

- Jeg vil gerne have lov til at stå i en DM-finale igen og måske også opleve at vinde en DM-titel. Det er et kæmpe mål for mig. Samtidig har jeg også mod på at se, om jeg måske kan komme ind i landsholdsvarmen.

- Nu fik jeg lov at være med blandt de 28 mand i VM-bruttotruppen, men det er et stort mål at se, om jeg kan komme med i selve truppen i løbet af det næste års tid, siger han.

/ritzau/