Blå blok øjner redning af DR Underholdningsorkestret

Skrevet af admin

03/12/2014

Mest læste i dag

- Det er et spørgsmål om kalenderplanlægning og nogle forhandlingsmøder, så tror jeg, vi finder en løsning for at bevare DR Underholdningsorkestret.

Sådan lyder den optimistiske melding fra Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, efter et åbent samråd onsdag med kulturminister Marianne Jelved (R) om DR Underholdningsorkestrets fremtid.

På samrådet medgiver kulturministeren, at kompromisforslaget om at lukke DR Underholdningsorkestret og i stedet styrke DR Symfoniorkestret er skrottet.

Dermed åbner ministeren op for at finde en alternativ løsning, og det vækker glæde hos Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen.

- Hvis man skal have de positive briller på, så sagde ministeren, at det ene såkaldte kompromisforslag er kastet i bordet, og at vi skal have fundet en løsning.

- Hun har altså lovet os nu, at hun ikke bare vil skrive under på en ny public service-kontrakt uden om flertallet. Det tolker jeg positivt, siger Michael Aastrup Jensen.

Marianne Jelved fortæller selv, at hun har tænkt over et løsningsforslag, men ministeren vil ikke fortælle om det.

- Sådan noget foregår bedst ved forhandlingsbordet. Sådan er det bare. Det er naturstridigt at forhandle gennem medierne, uanset hvor værdifulde medierne er for os, siger Marianne Jelved.

Mandag kom Enhedslisten med et forslag om at øremærke de overskydende licensmidler til musik i DR.

De kan ikke direkte gå til at redde DR Underholdningsorkestret, men ved at dække andre udgifter på musikområdet kan det frigøre de nødvendige midler, der sikrer orkestrets overlevelse.

DR har allerede fået 50 procent af de overskydende licensmidler. Der er dog ikke enighed mellem Enhedslisten og partierne i blå blok om, hvorvidt procentdelen skal øges, som Enhedslisten ønsker.

Venstre vil nemlig ikke give DR flere af de overskydende midler.

- Enhedslisten taler om, at vi kan bruge en del af de overskydende licensmidler. Hvis vi inden for de 50 procent, som DR allerede har fået, kan finde en løsning, så er vi med, siger Michael Aastrup Jensen.

Onsdag eftermiddag er der en hasteforespørgsel om DR Underholdningsorkestrets fremtid i folketingssalen. Efter formiddagens samråd er der dog ikke udsigt til at føre det store artilleri.

- Det bliver nok kortere end først antaget. Ministeren har offentligt erkendt, at flertallet ønsker at bevare orkestret, så jeg forventer ikke, der kommer nogle bomber ved hasteforespørgslen, siger Morten Marinus (DF).

/ritzau/