Blå og røde partier: Thornings terrorpakke er ikke nok

Skrevet af admin

19/02/2015

Dagens topnyheder

En god start, men langt fra nok til at komme i mål.

Sådan lyder det fra partilederne fra både rød og blå blok, efter at de torsdag morgen var til orienteringsmøde hos statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Her fik de en mundtlig fremlæggelse af den antiterrorpakke med 12 konkrete initiativer, som regeringen vil fremlægge 12.30 torsdag.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, mener, at regeringens initiativer tager udgangspunkt i erfaringerne fra angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris frem for weekendens angreb i København.

- Det er ikke det fulde svar, på det vi står midt i. Det er et svar på terrorhandlingerne i Paris, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dermed henviser han til, at politifolk efter weekendens angreb i København blandt andet har talt om manglende udstyr og skudtræning. Alligevel er der udsigt til, at partierne kan blive enige:

- Regeringen lægger nogle tiltag frem. Der er ikke noget af det, vi ikke kan se os selv i, siger Lars Løkke Rasmussen efter mødet med Thorning.

Samme melding kommer fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen:

- I denne situation kan man ikke tale om, at vi er langt fra hinanden, siger han.

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, mener, at regeringen har præsenteret "nogle udmærkede initiativer".

- Hvis det er regeringens bud, så håber jeg, at der kommer et andet step (skridt, red.). Det er der behov for. Der er en diskussion af, hvordan det almindelige politi bliver sikret i forhold til politistationer, dem selv, og deres våben, siger Kristian Thulesen Dahl.

De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen siger:

- Der er mange fine ting. Det er bare ikke hele svaret. Det lader noget tilbage at ønske med politiet. Der er behov for selvstændige initiativer.

Også regeringens egne støttepartier efterlyser flere initiativer, end dem de blev præsenteret for på mødet torsdag morgen.

- Det, regeringen lægger frem, er en reaktion på Paris. Ikke det, der skete i weekenden. Jeg synes ikke, at det er nok, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, efterlyser bedre kontrol med våben:

- Vi ved, at det våben, der blev brugt, blev stjålet fra Hjemmeværnet, siger Johanne Schmidt-Nielsen og ønsker samtidig en indsats mod radikalisering i fængslerne.

/ritzau/