De blev kaldt det perfekte match af dommer Lina Rafn i fredagens udgave af X Factor, og faktisk er gruppen Ivarsson, Bang og Neumann ret enige i, at der er noget om snakken.
- Vi er helt klart det perfekte match. Der er lidt aldersforskel, men det går alligevel op i en højere enhed, og vi har en perfekt klang sammen, siger Josefin, der med sine 16 år er gruppens yngste, til Newspaq.
Mathias og Markus, som er gruppens øvrige medlemmer, er henholdsvis 21 år og 17 år.
Ifølge Markus skyldes deres gode forhold indbyrdes, at gruppen også bruger tid med hinanden udenfor X Factor.
- Vi tager ud og spiser mad sammen og lærer hinanden at kende mere, end vi allerede gør, siger han og bliver suppleret af Mathias, som forklarer, at de tre allerede har fået et søskende-lignende forhold til hinanden.
Trekløverets coach, Thomas Blachman, har også en forklaring på, hvorfor gruppen passer ualmindeligt godt sammen.
- De har nogle skønne individuelle stemmer, det er ikke et kedeligt kirkekor. Jeg er så glad for dem, fordi de har tre store individuelle egoer, men så har de samtidig det, man lærer i folkeskolen, nemlig at de kan arbejde sammen, og det kommer dem virkelig til gode nu, siger han.
Når de bliver spurgt, om deres egoer i virkeligheden er så store, som Thomas Blachman påstår, falder svaret prompte.
- Uden tvivl. Men vi kommer også individuelt fra at være solister til at skulle lave det her sammen, så vi har hver især en mening om, hvordan musik skal laves, og hvad, vi synes, der er fedt, siger Mathias og fortsætter:
- Men når vi får det lagt sammen med hjælp fra Thomas, så går det op i en højere enhed.
Gruppen er sammen med drengene fra Citybois Thomas Blachmans to resterende grupper, da de fredag aften måtte sige farvel til duoen Finn og Rie.
Newspaq