Blatter om kritik: De forsøger at smadre Fifa

Skrevet af admin

10/06/2014

Dagens topnyheder

Nogen er ude på at ødelægge Fifa.

Det mener præsidenten for det internationale fodboldforbund, Sepp Blatter, som sammen med resten af organisationen har været genstand for heftig kritik i forbindelse med tildelingen af VM-værtskabet til Qatar i 2022.

- De vil smadre os. De vil ikke smadre fodbolden, men de er ude efter os som institution, siger Blatter på et møde for Fifa-delegerede fra Afrika og Asien forud for verdensmesterskabet i Brasilien.

Præsidenten peger ikke på, hvem "de" er, men opfordrer til sammenhold i fodboldforbundet.

Han kalder samtidig en del af kritikken af Qatar for diskriminerende.

- Endnu engang er der en slags storm imod Fifa i forhold til VM i Qatar. Desværre er der en hel del diskrimination og racisme, og det gør ondt på mig, fortæller Blatter.

Ifølge den britiske avis Sunday Times vandt Qatar VM-værtskabet med ufine metoder. Blandt andet har e-mails, banktransaktioner og breve vist, at en repræsentant for fodboldforbundet i Qatar uddelte fem millioner dollar - omkring 27 millioner kroner - til udenlandske fodboldledere inden afstemningen i Fifa om værtskabet.

Flere af Fifas helt store sponsorer har udtrykt bekymring om forløbet, som Fifa selv er i færd med at undersøge.

/ritzau/Reuters