Blatter snyder medierne ved Fifa-appel

Skrevet af admin

16/02/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere Fifa-præsident Sepp Blatter snød fotografer og den øvrige presse, da han tirsdag var til høring i sin appelsag om udelukkelsen fra Fifa.

Den afsatte, korruptionsanklagede schweizer har appelleret Fifas kendelse om en udelukkelse fra alle fodboldaktiviteter i otte år. Hans høring i appelsagen stod til at begynde klokken 9 tirsdag formiddag.

Den 79-årige tidligere Fifa-præsident mødte imidlertid allerede op klokken 7.30 og undgik således fotografernes søgelys.

Sepp Blatters rådgiver Thomas Renggli oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at man forventer en afgørelse i appelsagen allerede senere i denne uge.

Sepp Blatter og Uefa-præsident Michel Platini blev udelukket i december på grund af en pengeoverførsel på to millioner schweizerfranc, svarende til knapt 14 millioner kroner.

Blatter og Platini hævder, at pengene er betaling for arbejde, Platini har udført for Fifa langt tidligere, mens fodboldforbundets disciplinærkomité synes, at pengeoverførslen savner gennemsigtighed og er yderst mistænkelig.

/ritzau/