BMC skriver ny kontrakt med tidligere OL-guldvinder

Skrevet af admin

23/01/2015

Mest læste i dag

Den spanske cykelrytter Samuel Sánchez kommer alligevel til at køre i år.

Den 36-årige tidligere OL-guldvinder havde ellers kontraktudløb hos BMC efter sidste sæson, og han havde overvejet at indstille karrieren.

Nu meddeler BMC imidlertid, at Samuel Sánchez fortsætter hos holdet på en kontrakt, der gælder for resten af 2015.

- Han leverede et stort bidrag til vores succes i 2014, og vi regner med at se det samme igen i år, siger Jim Ochowicz, BMC's general manager, til holdets hjemmeside.

Samuel Sánchez kom til BMC før sidste sæson, efter at han i mange år havde kørt for Euskaltel-Euskadi.

- Jeg kender rytterne, jeg kender holdet. Og jeg kan ikke lide at skifte for meget, jeg foretrækker at være hos ét hold.

- I forhold til min form er jeg ikke klar til at køre løb i morgen, men jeg har gjort meget derhjemme for at være aktiv, siger spanieren, der blandt andet har holdt formen ved lige ved at køre mountainbike.

Samuel Sánchez vandt i 2008 guld i linjeløbet ved OL i Beijing.

I 2011 vandt han den prikkede bjergtrøje i Tour de France, og sidste år blev han nummer seks i Vuelta a España.

/ritzau/