B&O kan ikke tjene penge: Fyrer 125 medarbejdere

admin

9 år siden

|

12/03/2015

Dagens topnyheder

Radio- og tv-producenten B&O i Struer har fortsat svært ved at tjene penge.

Det er mundet ud i en stor sparerunde, der koster 125 fuldtidsjob primært i AV-afdelingen, der producerer fjernsyn. Ud af de 125 nedlægges 68 stillinger i Danmark.

Blandt de handlende ser der ud til at blive taget godt imod nyheden, da B&O-aktien stiger omkring seks procent på fondsbørsen ved middagstid torsdag.

I forbindelse med nyheden om sparerunden oplyser B&O til fondsbørsen, at restruktureringen ventes at give selskabet 100 millioner kroner i besparelse på årsbasis.

Engangsomkostningerne i forbindelse med omlægningerne vil være mellem 15 og 20 millioner kroner.

Samtidig varsler B&O, at når selskabet kommer med sit regnskab for tredje kvartal 16. april, vil det vise en omsætning i kvartalet på 800 millioner kroner. Det er en fremgang på 19 procent, oplyser B&O.

Aktieanalytiker i Alm. Brand Market Jesper Christensen, siger, at det store problem for B&O er, at de ikke kan tjene penge.

- De varsler en fremgang i omsætningen i tredje kvartal, men de varsler også fortsat underskud. Problemet for B&O er, at de ikke tjener penge, siger Jesper Christensen til Ritzau.

I det seneste hele regnskabsår havde B&O en omsætning på 2,9 milliarder kroner, men et dundrende underskud efter skat på 29 millioner kroner.

Radio- og tv-producenten har ellers efter en træg periode fået gang i salget.

- I deres playafdeling med hovedtelefoner og trådløse højttalere er det begyndt at gå meget bedre, fordi de har fået udviklet produkter, som de unge har taget til sig.

- I AV-afdelingen for fjernsyn er det også begyndt at gå bedre efter udvikling af nye produkter. Alt i alt ser det lidt lysere ud for B&O, siger Jesper Christensen.

Spørgsmål: Hvad betyder det for B&O, at de skærer ned med 125 job og sparer 100 millioner kroner, hvis det er begyndt at gå fremad?

- Det er et godt spørgsmål, for de fortæller ikke noget om de 100 millioner kroner. Men B&O har trods stigende omsætning ikke formået at skabe overskud, det er mere lønsomhed i forretningen, de arbejder hen imod, siger Jesper Christensen.

/ritzau/