Bo Spellerberg er ligaens mest effektive

Skrevet af admin

30/12/2013

Mest læste i dag

Hvis Bo Spellerberg kommer med i den endelige trup til EM på hjemmebane i januar, er det en spiller i storform, som landstræner Ulrik Wilbek har til rådighed.

Det viser en statistik fra Divisionsforeningen Håndbold.

KIF Kolding København-spilleren klarer sig bedst i "Most Effective Player"-udregningen (MEP), som foreningens statistikansvarlige, Thomas Knudsen, står for.

- MEP er et udtryk for, hvor effektiv den enkelte spiller er i alle angrebs-facetterne. Eksempelvis giver mål og assist pluspoint, mens brændte skud og fejlafleveringer giver minus.

- På baggrund af alle aktioner opnår den enkelte spiller et samlet pointantal efter hver kamp, der viser, hvor effektiv han har været sammenlignet med alle de andre spillere. siger Thomas Knudsen.

- MEP-pointene i hver runde ligger blandt andet til grund for kåringen af rundens hold, ligesom vi kamp efter kamp akkumulerer den enkelte spillers score og på den måde får et samlet overblik over, hvilke spillere der gennemgående er mest effektive i ligaen.

- Dette kan vi endvidere kategorisere på hver position og dermed kåre efterårets hold, siger Thomas Knudsen.

Bo Spellerberg topper listen med samlet 78,24 point, og han er derfor med på efterårets hold.

Han er ligaens topscorer med 127 mål og har leveret 93 målgivende afleveringer - mere end nogen anden.

Her er efterårets hold:

Målvogter: Kevin Møller, GOG Håndbold

Venstre fløj: Håvard Tvedten, Aalborg Håndbold

Venstre back: Bo Spellerberg, KIF Kolding København

Playmaker: Mads Mensah Larsen, Aalborg Håndbold

Højre back: Rune Ohm, Århus Håndbold

Højre fløj: Patrick Wiesmach Larsen, Team Tvis Holstebro

Stregspiller: Anders Zachariassen, Sønderjyske

Sådan gives der point:

* Markspiller

Mål på straffe: 0,45 point

Assist: 0,3 point

Skud brændt fra fløj: -0,3 point

Fejlaflevering: -0,35 point

* Målvogter:

Skud reddet fra streg: 0,48 point

Skud på stolpe eller skud forbi fra fløj: 0,05 point

Reddet straffe: 0,6 point

Mål gået ind fra fløj: -0,2 point

Mål gået ind fra streg: -0,13 point

/ritzau/