Bodil Jørgensen: Må gøre mig ekstra umage

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

Sent om aftenen i juni sidste år blev skuespillerinden Bodil Jørgensen hentet ude foran Tivoli, hvor hun i 14 dage havde spillet revy i Glassalen. Hun skulle lige klare nogle filmoptagelser, og så var meningen, at hun skulle tilbage til København og fortsætte forestillingen.

Men skæbnen ville det anderledes. Næste morgen blev Bodil Jørgensen kvæstet i en ulykke med en traktor under filmoptagelserne.

Efter en hård genoptræning kunne skuespillerinden gudskelov vende tilbage til de skrå brædder, og nu står hun igen snart på lige præcis den scene, hun ufrivilligt måtte forlade sidste år. Den 28. maj er der nemlig premiere på Tivolis sommerrevy, og netop nu er hun sammen med resten af holdet i fuld sving med prøverne.

- Det er forunderligt at være tilbage, jeg har jo spillet "Den Grønne Elevator" på scenen efterfølgende, men nu er jeg også tilbage i den helt samme garderobe, siger hun.

Det har sat nogle tanker i gang for skuespillerinden, der føler, at hun virkelig skal bevise noget:

- Jeg synes jo, at jeg må gøre mig ekstra umage, når jeg nu har fået en chance til. Ja, for pokker. Det er den tanke, der griber mig. Jeg må simpelthen tage mig sammen hver dag og gøre det en tand bedre det hele, siger skuespillerinden.

- Der er sket så meget siden sidste år. Man har været helt koblet af. Og så kommer man herind, hvor træerne springer ud og karrusellerne kører, det er så gribende og rørende, at livet fortsætter, siger Bodil Jørgensen, der blandt andet spiller sammen med Lene Maria Christensen, Ole Thestrup og Ditte Gråbøl i årets revy.

/ritzau/FOKUS