Bodilprisen 2013: De nominerede er…

Skrevet af Elo Christoffersen

04/01/2013

Dagens topnyheder

De danske filmanmeldere i Filmmedarbejderforeningen har netop foretaget nomineringerne til årets Bodilpriser.

En Kongelig Affære får hele 6 nomineringer

Brødrene Lars og Mads Mikkelsen dyster for første gang mod hinanden om bedste mandlige hovedrolle for henholdsvis Viceværten og En Kongelig Affære

Trine Dyrholm nomineret til både en Bodil for bedste kvindelige birolle (En Kongelig Affære) og bedste kvindelige hovedrolle (Den Skaldede Frisør)

You & Me Forever, Kapringen og Undskyld jeg forstyrrer er nomineret til hver 4 Bodilstatuetter

Hvidsten Gruppen, Marie Krøyer, Viceværten, Max Pinlig på Roskilde får hver 1 nominering, mens 10 timer til Paradis får 2 nomineringer

Den 16. marts løber den 66. Bodilprisuddeling af stablen på Bremen Teater. Mikael Bertelsen er vært ved prisshowet, der i år har Viasat Film som hovedsponsor.

Filmmedarbejderforeningen består af de danske filmkritikere og filmskribenter og uddeler årets Bodilstatuetter til årets bedste film og filmpræstationer. Foreningen har netop foretaget årets nomineringer.

Nicolaj Arcels En Kongelig Affære fører klart feltet og modtager hele seks nomineringer til årets Bodilprisuddeling.  En nominering for bedste danske film, to nomineringer i kategorien bedste mandlige hovedrolle til henholdsvis Mads Mikkelsen og Mikkel Boe Føelsgaard. Alicia Vikander nomineres i kategorien bedste kvindelige hovedrolle, Thomas Gabrielsson for bedste mandlige birolle, mens Trine Dyrholm nomineres for bedste kvindelige birolle. Trine Dyrholm modtager desuden en nominering i kategorien bedste kvindelige hovedrolle i Den Skaldede Frisør.

Både Tobias Lindholms Kapringen, Kaspar Munks You & Me Forever og Henrik Ruben Genz’ Undskyld jeg forstyrrer får hver fire nomineringer.

Kapringen er nomineret i kategorien bedste danske film og bedste mandlige birolle (Roland Møller) og får to nomineringer i kategorien bedste mandlige hovedrolle, som Pilou Asbæk og Søren Malling må kæmpe om.

You & Me Forever nomineres også i kategorien bedste danske film og modtager desuden to nomineringer i kategorien bedste kvindelige birolle (Frederikke Dahl Hansen og Emilie Claudius Kruse) og bedste kvindelige hovedrolle (Julie Borkhorst).

Undskyld jeg forstyrrer er nomineret i kategorierne bedste mandlige og kvindelige birolle, der går til henholdsvis Nicolas Bro og Lotte Andersen, og Sara Hjort Ditlevsen nomineres til bedste kvindelige hovedrolle. 

Nedenfor ses listen for alle nominerede film og filmpræstationer til Bodilprisen 2013, herunder bedste dokumentarfilm, bedste amerikanske og ikke-amerikanske film. Udover de nedenfor nævnte nominerede, vil der også blive uddelt en Æres-Bodil en Sær-Bodil, en Bodil for bedste fotograf og Viasat Films Publikumspris.

De nominerede er nævnt i vilkårlig rækkefølge:

Kvindelig birolle
Frederikke Dahl Hansen (You and Me Forever)
Emilie Claudius Kruse  (You and Me Forever)
Elsebeth Stentoft (10 timer til Paradis)
Lotte Andersen (Undskyld jeg forstyrrer)
Trine Dyrholm (En kongelig affære)

Mandlig birolle
Nicolas Bro (Undskyld jeg forstyrrer)
Roland Møller (Kapringen)
Tommy Kenter (Marie Krøyer)
Lars Bom (Max Pinlig på Roskilde)
Thomas Gabrielsson (En kongelig affære)

Kvindelig hovedrolle
Sara Hjort Ditlevsen (Undskyld jeg forstyrrer)
Trine Dyrholm (Den skaldede frisør)
Julie Brohorst Andersen (You and Me Forever)
Alicia Vikander (En kongelig affære)
Bodil Jørgensen (Hvidsten Gruppen)

Mandlig hovedrolle
Mads Mikkelsen (En kongelig affære)
Søren Malling (Kapringen)
Mikkel Boe Følsgaard (En kongelig affære)
Pilou Asbæk (Kapringen)
Lars Mikkelsen (Viceværten)

Dokumentar
Ballerina
White Black Boy
Putins kys
Lej en familie A/S
Kidd Life

Ikke-amerikanske film
Amour
The Artist
Shame
Searching for Sugar Man
Holy Motors

Amerikanske film
Hvad med Kevin?
Martha Marcy May Marlene
Moonrise Kingdom
Take Shelter
The Descendants

Bedste danske film
Undskyld jeg forstyrrer 
10 timer til Paradis
En kongelig affære 
You and Me Forever 
Kapringen