Boede seks måneder med død far

Skrevet af Jesper Larsen

06/12/2014

Dagens topnyheder

En familie i Canada boede i 2013 i seks måneder med en afdød 52-årige far og ægtemand, fordi familien var overbevist om, at han ville genopstå.

Den afdøde Peter Wald led af svær diabetes, men i stedet for at søge læge, bad han til gud om at hele sit ben, der var voldsomt inficeret af bakterier. Men det virkede ikke, for han gik i koma og døde ifølge retsmedicinere i marts 2013.

Men hans 50-årige kone Kaling Forest informerede ikke myndighederne om mandens død, i stedet pakkede hun ham ind og flyttede ham til et soveværelse, som hun låste af, skriver The Hamilton Spectator.

Når naboerne spurgte efter manden svarede hun, at 'han var i Guds hænder nu'

Den bizarre historie kom frem ved retssagen mod Kaling Forest, hvor hun blev idømt 18 måneders betinget fængsel. 

Familien var særdeles religiøs og bad flere gange dagligt.

Kaling Forest tilstod overfor retten, at hun ikke havde indgivet oplysningerne om mandens død som loven kræver, og efter dommen fortalte hun, at det var hendes stærke tro, der havde fået hende til det.

- Vi stolede på Gud. Vi tænkte, at Herren ved bedre. Men vi er nu klar over, at det ikke var normalt at gøre, siger hun til den canadiske avis.