Bødker og Coyotes stopper sur nederlagsstime i NHL

Skrevet af admin

03/11/2014

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker leverede to assist, da hans klub, Arizona Coyotes, vandt en hårdt tiltrængt sejr på 6-5 over Washington Capitals i NHL natten til mandag.

Dermed kom holdet tilbage på sporet efter tre nederlag på stribe, og for Bødker blev det en dobbelt forløsning, da de to oplæg var hans første målpoint i otte kampe.

Arizona-holdet måtte dog kæmpe hårdt for sejren, og efter første periode så det ud til, at resultatkrisen skulle fortsætte.

Russeren Alex Ovechkin og svenske Nicklas Backström var flyvende, og Capitals førte med 3-1, inden gæsterne lancerede et imponerende comeback.

Fem scoringer i træk bragte Coyotes op på 6-3, inden Capitals fik reduceret et par gange i slutfasen.

- Tingene er ikke gået vores vej, men vi måtte bare fortsætte med at kæmpe og se, hvad det kunne blive til. Jeg er tilfreds med den måde, vi spillede på, siger Coyotes-træneren Dave Tippett til nhl.com.

Også en anden dansker, Lars Eller, markerede sig natten til mandag.

Eller scorede sit andet sæsonmål, da Montreal Canadiens havde besøg af Calgary Flames hjemme i Bell Center.

Men scoringen fremkaldte ikke mange smil hos Eller og holdkammeraterne, der var bagud 1-5, da det tidligere Rødovre-talent fik prikket pucken over målstregen knap syv minutter før tid.

Canadiens endte med at tabe 2-6.

Anaheim Ducks-målmand Frederik Andersen måtte småskadet melde afbud til holdets udekamp mod Colorado Avalanche, og Ducks havnede i lidt af en målmandskrise, da Andersens kollega John Gibson også gik i stykker under opvarmningen.

I stedet måtte 34-årige Jason LaBarbera, der var blevet tilkaldt fra farmerligaen AHL, i NHL-aktion for første gang i mere end et år, og han var med til at sikre en 3-2-sejr.

Dermed nåede Anaheim Ducks som det første hold i denne sæson op på 20 point.

/ritzau/