Bødskov kalder anonym forfatter bitter: Stå nu frem

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Forhenværende justitsminister Morten Bødskov (S) hævder, at han ved, hvem den hemmelige forfatter, der har skrevet bogen "Den hemmelige socialdemokrat", er.

Bogen handler om interne forhold i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

På sin Twitter-profil skriver Morten Bødskov:

- Ingen i S-gruppen kan være i tvivl om, hvem den hemmelige socialdemokrat er. Genkendt bitterhed. Stå nu frem. Fortæl hvorfor du svigter partifæller.

Også hans S-kollega Benny Engelbrecht opfordrer den anonyme skribent til at træde frem. Han kalder bogen "gennemført ubehagelig" og har som Morten Bødskov "en klar mistænkt".

- Jeg er decideret rasende over, at gode partifæller i den socialdemokratiske gruppe skal mistænkes for at være forfatter til en bog skrevet af en anonym forfatter.

- Jeg er krænket på egne og mange andres vegne og må derfor sende en meget klar opfordring til forfatteren om at stå offentligt frem, skriver han mandag på sin Facebook-profil.

Flere partimedlemmer er blevet beskyldt for at være den anonyme bogskriver, og bookmakerne Betsafe har ifølge Ekstra Bladets netavis ligefrem sat odds på, hvem der kan være forfatteren.

Erhvervsordfører Engelbrecht giver næstlaveste odds efter trafikordfører Rasmus Prehn, da Betsafe betragter dem begge som et godt bud.

Rasmus Prehn afviste allerede søndag at stå bag bogen.

- Jeg lægger altid navn til min kritik. Og det har jeg også taget mine tæsk for, skrev han på Facebook.

Bogen "Den hemmelige socialdemokrat" er skrevet under pseudonymet Mefisto. Han eller hun skriver i forordet til bogen, der udkom mandag, at folk har krav på en fri og uhæmmet skildring af det indre liv på Borgen.

- Jeg hører til dem, der ønsker åbenhed, skriver vedkommende og forklarer, at han eller hun har taget navn efter dr. Mefisto, der i starten af 1980'ere huserede i Ekstra Bladets spalter med kradse afsløringer af, hvad der foregik i Anker Jørgensens regering.

Datidens dr. Mefisto afslørede sig selv. Han var daværende boligminister Erling Olsen (S).

- Selv har jeg ingen planer om at lade mig afsløre, skriver forfatteren.

Vedkommende tilføjer ifølge bt.dk, at flere af historierne i bogen er fiktion, og at de bliver gengivet med en twist af overdrivelse og satire i traditionen fra dr. Mefisto.

/ritzau/