Børn får madangst af forældres sundhedshysteri

Skrevet af admin

15/04/2014

Mest læste i dag

Børn helt ned til otteårsalderen - særligt piger - kæmper med et anstrengt forhold til mad eller spiseforstyrrelser, advarer flere eksperter og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) i Berlingske.

Årsagen er forældrenes forskellige diæter eller bekendelse til særlige kostprincipper, hvor sundhed og slankekure kommer før madglæden.

- De piger, jeg har i terapi, er direkte angste for at spise smør, hvidt brød eller pasta. Det er gift for dem. De lever med så mange forbud og restriktioner på mad, som er fuldstændigt forskruede, siger terapeut Pernille Ungermann, der behandler spiseforstyrrede, til Berlingske.

Problemet er ofte mødre, der vil have en sund og slank familie. Og der er i øjeblikket en tendens med ekstrem fokus på sundhed, selvkontrol, motion og diæter.

Hvad end det er Atkinskuren, en kost af proteiner og ingen kulhydrater, stenalderkost, rawfood eller 5-2-diæten påvirker det følsomme børn, siger Pernille Ungermann.

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) oplever, at børn på bare otte eller 10 år har et unaturligt forhold til mad. Generalsekretær Steen Andersen peger blandt andet på forældrene - særligt mødre på kur - som årsagen.

- For nogle år tilbage oplevede vi aldrig nogle, der var så unge, med spiseforstyrrelser. Jeg nægtede dengang at sige, at det var egentlige spiseforstyrrelser, for børn kan godt have perioder, hvor de ikke spiser så meget.

- Men når det bliver gentagne gange, og de ligefrem har brug for behandling, vil jeg godt kalde det en spiseforstyrrelse, siger Steen Andersen til Berlingske.

Han siger, at mange lider af den mindre kendte spiseforstyrrelse ortoreksi, hvor man har overdrevet fokus på sundhed og at spise sundt. Ortoreksi drejer sig ikke om mængden af mad, men om kvalitet og sammensætning.

Hvor mange, der lider af ortoreksi herhjemme, er der ifølge LMS ikke tal på. Men 75.000 børn, unge og voksne danskere lider af en spiseforstyrrelse.

/ritzau/