Børn skal lege sig til bevægelse og sundhed

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

Daginstitutioner landet over sætter i denne uge fokus på børnenes bevægelse og motorik. Tre ud af fire børn får nemlig størstedelen af deres motion, mens de er i institution, viser nye tal fra Børneulykkesfonden.

Derfor har Børneulykkesfonden søsat bevægelses-initiativet i samarbejde med DGI og legetøjsmærket Bobles, i håb om børnene kan komme til at bevæge sig endnu mere.

Ifølge Børneulykkesfondens generalsekretær, Henriette Madsen, er der nemlig brug for at kompensere for, at børnene ikke er så aktive, når de er hjemme hos familien.

- Man kan med et glimt i øjet sige, at daginstitutionen er de små børns træningscenter, siger Henriette Madsen i en skriftlig kommentar.

- Det passer på mange måder ind i den opfattelse, vi har i dag af travle forældre, som måske ikke altid har tid og overskud til at være fysisk aktive sammen med deres børn, fortsætter hun.

Trods forældrenes begrænsede tid, er de stadig meget opmærksomme på børnenes sundhed. Dog advarer børnefysioterapeut fra Bobles, Louise Hærvig, mod, at børnenes bevægelse ikke bliver på forældrenes præmisser.

- Børn skal være aktive, men for dem handler det ikke om kalorieforbrænding og om at nå sine 60 minutter om dagen. For børn handler det i høj grad om at sætte legen fri og glæden ved at bevæge sig. Det er noget, vi voksne kunne lære lidt af, siger hun.

Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at 31 procent af danske skolebørn har motoriske udfordringer i 2014, mod knap 26 procent i 2010, hvilket er en vigtig årsag til at initiativtagerne særligt sætter fokus på motorik og balance frem for kalorietælling.

I alt vil over 52.000 børn fordelt på 1732 institutioner være en del af ugens bevægelsestema.

/ritzau/