Børneråd: Misbrugte unge bør holdes ud af retssalene

Skrevet af admin

18/12/2013

Mest læste i dag

Det kan være så belastende for unge at stå frem i en retssal og vidne i sager om seksuelle overgreb, at Børnerådet opfordrer justitsministeren til at hæve aldersgrænsen for videoafhøringer, skriver Politiken.

Børnerådet mener, at unge op til 15 år skal have lov til at afgive forklaring via video, som kan blive afspillet i retssalen. Aldersgrænsen for videoafhøringer er i dag 12 år.

- Vi svigter børnene, som bliver tvunget til at møde op i retssalen og fortælle om det, som er deres værste mareridt, ofte i sager, der varer hele og halve år, siger Per Larsen, formand for Børnerådet, til Politiken.

Anbefalingen om at sætte aldersgrænsen op støttes af Rigshospitalets Center fra Seksuelle Overgreb, som sammen med Børnerådet har undersøgt, hvordan børn mellem 12 og 15 år reagerer på mødet med retssystemet i sager om seksuelle overgreb.

Juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet er modstander af en højere aldersgrænse for videoafhøringer.

Hun var omkring årtusindskiftet med i en ekspertgruppe omkring brugen af videoafhøringer af vidner. Men aldersgrænsen var ikke til diskussion. Og det skal den heller ikke nu, mener hun.

Blandt andet fordi, der har været sager med blandt andet pædagogmedhjælpere, hvor der ikke har været hold i anklagerne om seksuelle overgreb.

- Det er en vigtig retssikkerhedsgaranti for den tiltalte at se vidnet udtale sig i retten. Det giver den tiltalte mulighed for at fortælle sin forsvarer, hvad der skal spørges om, og påpege åbenlyse huller i vidnets forklaring, siger Eva Smith til Politiken.

Kun i særligt grelle sager, eller såfremt der er tale om specielt sårbare børn, kan videoafhøringer af børn over 12 år komme på tale, mener hun.

I de øvrige nordiske lande er aldersgrænsen 15 eller 16 år ifølge Børnerådet.

/ritzau/