Boligkøbere vil blive i nærområdet

Skrevet af Boligsiden.dk

04/03/2014

Dagens topnyheder

Vi er glade for at bo, hvor vi bor. Mange af os har i hvert fald ikke planer om, at rykke os ret mange kilometer, når vi skal flytte.

Bliv ven med Dagens Bolig på Facebook - Klik her

En ny undersøgelse fra Boligsiden.dk viser, at næsten hver tredje ikke vil flytte mere end maksimalt to kilometer væk fra det område, hvor de bor i dag. Sammenlagt vil halvdelen af boligkøberne maksimalt flytte 10 kilometer væk.

- Vi har før lavet undersøgelser, der viser, at folk primært flytter for at få en bolig i en anden størrelse. 36 procent angiver, at de flytter for enten at få en større eller mindre bolig. Så giver det god mening, at man ønsker at blive i det område, hvor børnene fx går i institution, hvis det blot handler om at få en bolig i en anden størrelse, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Læs også: Derfor flytter vi

Hver fjerde flytter langt væk

Mange er dog stadig parat til at rive livet op med roden og plante sig selv et helt nyt sted på landkortet. 12 procent er parat til at flytte op mod 50 kilometer væk, og 15 procent ser ud over de 50 kilometer, når de kigger på bolig.

- Vores tidligere undersøgelse viser, at kun 6 procent flytter, fordi de har fået nyt job i et andet område. Så det er næppe ændrede arbejdsforhold, der er drivkraften bag de lange flytninger. Men man kan forestille sig, at en stor del er studerende, der leder efter bolig i deres kommende studieby, der ofte vil ligge langt væk fra hvor de bor nu; Eller det kan simpelthen været ønsket om at bo i et andet område, der opfylder ens ønsker om eksempelvis at være tæt på vandet eller tæt på bedsteforældrene, siger Birgit Daetz.

Mange vil væk fra naboen

En undersøgelse fra oktober 2013 viste, at naboproblemer er kilde til så stor frustration, at mange overvejer at flytte alene for at slippe for naboen. Hver tiende allerede er flyttet alene for at komme væk fra naboen, og 28 procent overvejer at flytte.

Læs også: Flere end hver tredje vil af med naboen

Er det naboen, der er grunden til, at man ønsker at flytte, giver det også god mening, at man ikke vil længere væk end to kilometer. Så er man jo sådan set tilfreds med området og endda også huset, hvis det ikke lige var for naboerne.

Løser man nabokrigen ved at flytte, er der dog en risiko for, at nissen flytter med. Du bør være opmærksom på selv at være en god nabo og forsøge at løse nabokonflikterne, før de vokser sig for store. Husk blandt andet at snakke med din nabo, inden du begynder at bygge om eller klippe hækken helt ned.

Det er nemmere at fortælle om ombygningsprojektet, inden det er gået i gang, og beklage støj- og støvgener på forhånd, i  stedet for at vente på at naboen kommer over spruttende af arrigskab, fordi hans have er fyldt af byggestøv, og støjgenerne driver dem til vanvid.

Man kan nemt tage brodden af generne ved at informere om dem på forhånd. De fleste mennesker vil gerne være overbærende, hvis de føler, at de bliver hørt og taget alvorligt. Det gælder også naboer.

Fakta: Sådan gjorde vi

På Boligsiden.dk stillede vi i perioden 7. – 12. februar spørgsmålet: ”Hvor langt væk vil du flytte fra det område, hvor du bor nu?” 1.244 personer svarede, og du kan se hvordan svarene fordelte sig ved at klikke på billedet nedenunder...