Bolivia stemmer om at forlænge præsidentens embedsperiode

Skrevet af admin

21/02/2016

Mest læste i dag

Bolivianerne stemmer søndag aften om en forfatningsændring, der kan gøre det muligt for præsident Evo Morales at stille op til en fjerde embedsperiode.

Bliver det et ja, og bliver han senere valgt, kan den socialistiske præsident sidde på posten til 2025. Han er i øjeblikket halvvejs i sin tredje periode som Bolivias leder.

Ingen har haft præsidentposten så længe som den 56-årige Morales. Da han overtog embedet i 2006, var han den første præsident fra landets oprindelige befolkning.

Det lyder fra valgobservatører fra De Sydamerikanske Landes Union, Unasur, at valget åbnede i "en helt rolig atmosfære".

Men sådan var det ikke over hele landet. I Santa Cruz satte vrede vælgere ild til valgurner, da det gik op for dem, at der manglede valgregistre.

Valget måtte udsættes, og man udskød lukningen af valgstederne.

Morales har opfordret bolivianerne til at stemme og lade "vide, om I elsker mig eller ej".

Men præsidentens kampagne svækkes af en korruptionsskandale med forbindelse til en tidligere kæreste.

Sagen handler om et kinesisk selskab, Camc, som har vundet et offentligt udbud på et stort jernbaneprojekt.

Og problemet opstod, da det viste sig, at præsidentens daværende kæreste, den 28-årige Gabriela Zapata, var ansat i en ledende stilling i Camcs kontor i La Paz.

Morales er single, og hans søster har stillet op, når han har haft brug for en førstedame.

Han har efterfølgende erkendt, at han fik et barn med Zapata, som han faldt for, da hun var 18 år. Præsidenten har sagt, at barnet siden døde.

Evo Morales har afvist anklagen om korruption som en grov "spøg fra den amerikanske ambassade" med det formål at smudse ham til.

I et forsøg på at rense sit navn har præsidenten bedt statsrevisorerne om at gennemgå kontrakterne med Camc til en værdi af 576 millioner dollar.

Evo Morales er blevet genvalgt to gange, senest i 2014.

Forfatningen siger, at en præsident kun kan sidde i to perioder, men højesteret har afgjort, at Morales' første embedsperiode ikke tæller med.

Dermed tog han formelt set først fat på sin anden og sidste regeringsperiode i 2014, som udløber i 2020.

Nu skal bolivianerne så afgøre, om han kan tage endnu en.

/ritzau/AFP